Vi har bevidst fravalgt:

klubhus, vedtægter, 

generalforsamlinger

og store arrangementer

 

og fokuserer på:

frivillighed, hjælpsomhed og

mest mulig fornøjelse

for flest muligt.

 

Vi har kun ét formål:

sikker og fornøjelig kørsel

i godt selskab.

 

 

Du er også velkommen : )

 

 

Grænseegnens Touring Club er en køreklub for motorcyklister, der sætter egen og andres sikkerhed højt.

 

Vi er til fornøjelseskørsel på al slags vej og i al slags vejr (næsten) og til gode kaffepauser undervejs.

 

Her er plads til alle slags maskiner, alle aldre og begge køn - så kom glad! Her er både fornøjelses-mc'ister, nogle der er gode til alt det med teknikken - som ved en masse og selv skruer - og så dem, der helst bare vil sætte nøglen i, trykke på startknappen og køre af sted.

 

 

 

Sådan begyndte det i 2000

 

Af: Matthias H. Matthiessen, der var med til at starte klubben/2005

Grænseegnens Touring Club så dagens lys i 2000. Vi var nogle »gamle« mænd, der havde fået os en motorcykel og snakkede om, at det kunne være sjovt, at køre nogle fælles ture. Lang tid gik, og der skete ikke noget, indtil vi blev enige om, at sætte hinanden stævne en mandag kl. 19.00 ved Grænsehallerne i Kruså.

 

Vi skrev et ganske kort brev, hvori vi bekendtgjorde vores idé og inviterede så dem, vi vidste havde en motorcykel og bad dem igen sige det videre. Meget spændte mødte vi i god tid op på den omtalte mandag aften og med stor spænding ventede vi på, hvor mange, der ville komme. Der kom rigtig mange - de fleste heldigvis på motorcykel og enkelte i personbiler for lige at høre, hvad vi havde gang i.

Siden har vi kørt hver mandag i sommerhalvåret først fra Grænsehallerne - og nu (siden 2006) fra Metro Grill, Sønderborgvej 4 i Kruså. Det første år aftalte vi først om aftenen, hvor turen skulle gå hen, men allerede den efterfølgende sæson, blev der sammensat et turudvalg, der så skulle lægge et halvårsprogram for den kommende sæson, først foråret og derefter efteråret - juli måned køres der også - men uden fast program.

 

Uformelt - og dog!

Fra 2008 gælder TURKALENDEREN for hele sæsonen. Spontant opståede nye ture, ændringer etc. annonceres her på siden - f.eks i Forum, som du også gerne selv må benytte.

 

Vor klub i dag er stadig kendetegnet ved ikke at have hverken vedtægter eller bestyrelse, men dog et Turudvalg - og det har af praktiske årsager valgt at "konstituere" sig med formand, sekretær, kasserer, turkoordinator.

Så medlemmer og potentielle medlemmer kan finde rette kontaktperson. 

 

Der er ikke mødepligt til køredagene, men man kommer de dage, hvor tiden tillader det - hovedsagen er, at man kommer og er godt selskab for sig selv og andre.

 

Åben for alle

Alle er velkomne til at køre med - når bare de respekter vores køreregler, tænker på egen og andres sikkerhed og har lyst til godt selskab.

 

Mandagsturene er typisk på 75-125 kilometer med en passende pause undervejs, hvor vi nyder en hyggelig snak over en kop medbragt kaffe eller nyder en is/hotdog på stoppestedet.

 

Vi mødes mandage fra april til september, hvis intet andet er aftalt ved Metro Grill i Kruså, der giver gratis kaffe til alle, der møder på mc.

I april og september kl. 17.45 og kører kl. 18.

Maj til august kl. 18.45 og kører kl. 19
 
Vi kører i al slags vejr - næsten: I tilfælde af kraftig regn eller torden bliver turen aflyst.

Er du til længere ture i weekenden evt. med overnatning, så klik ind på vor turkalender og se om der er noget, der kan friste.

 

Vi ses derude

red. 28-10-2011: Lars Wølke, webredaktør

 

Grænseegnens Touring Club © 2010 • Bliv medlem •

Grænseegnens Touring Club

- en køreklub for mc-entusiaster